Kom godt igang med styrketræning!

 

Har du nogensinde haft tanken om at nu skulle det bare være? Følelsen af endelig at ville forbedre dit udseende, din form, kondi eller styrke?

Den endelige realisering af, at man ikke lever for evigt og er nødt til at få det bedste ud af éns krop nu og her rammer de fleste mennesker mange gange i løbet af  en normal uge, men det er de færreste der faktisk tager sig sammen og gør noget ved det. Hvis du er nået til det punkt i dit liv, hvor du er klar til en ændring af din livsstil, så har du absolut fundet den helt rigtige artikel. I følgende afsnit vil jeg guide dig igennem de første spæde skridt imod din nye krop og livsstil.

Før du begynder at undersøge diverse træningsprodukter- og supplementer er det ubeskrivelig vigtigt at du sætter dig et mål for hvor du ønsker at ende. Om det er fedtreducering, muskelopbygning, konditionsforbedring eller styrketræning for styrkens skyld må og skal afklares før nogen form for program struktureres, eftersom det netop er målet der afgør programmets indhold.

Når målet er mere eller mindre afgjort må du afgøre med dig selv om du ønsker at træne i et træningscenter eller hjemme – det kommer i høj grad også til at lægge grundlag for træningsprogrammets struktur.

For at sætte punktum for forberedelsen af programstrukturering skal du endelig afgøre med dig selv hvor mange dage om ugen du ønsker at træne; om det skal være helkrops-træninger, 3/5 dages split etc.

Herefter er du nødt til at forstå essensen af at opbygge muskelmasse; det opnås ikke ved at løfte flest kilo hurtigst muligt, derimod ved at sætte musklerne under stress, og herved “nedbryde” dem. Musklerne genopbygger herefter sig selv, med assistance fra den føde du indtager, mere specifikt ved at udnytte de aminosyrer du tilføjer kroppen i form af bl.a. protein. Med dette i tankerne er det tydeligt at alle øvelser skal være kontrollerede og forholdsvist langsomme, mens træningerne ligger med passende mellemrum, så musklerne har tid til at restituere.

Herved er det mest basale for træningen kortlagt, og du kan tage stilling til om det er noget du ønsker at gå igang med. Såfremt dette er tilfældet kommer jeg, i løbet af de næste to uger, til at lægge flere indlæg ind der bl.a. omhandler hvordan du strukturerer et godt træningsprogram, hvordan fitnesscentre fungerer i forhold til hjemmetræning, begynderfejl og nødvendige midler for opstart.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *